Færre konkurser i dansk erhvervsliv

Det seneste tegn er opgørelsen over danske konkurser i august, som er foretaget af analysevirksomheden Experian. Ifølge opgørelsen gik 337 virksomheder konkurs i den forgangne måned, og sammenholdt med 399 konkurser i august sidste år svarer det til et fald på 15,5 procent.

Samlet set er antallet af konkurser dalet med 5,3 procent i årets første otte måneder.

»Vi er lige nu vidner til en forsigtig, men fundamental positiv ændring af erhvervsklimaet i Danmark. Men virksomhederne kan ikke hvile på laurbærrene. Konkursniveauet er fortsat for højt, og en række af vores øvrige data viser, at den positive udvikling kan blive udfordret,« siger Frank Papsø, nordisk direktør for analyse i Experian, i en skriftlig kommentar til tallene.

»For eksempel stiger antallet af virksomheder med konkursretning, og vores seneste RKI-analyse afdækkede en misligholdt privatgæld på over 16,6 milliarder kroner,« forklarer han.

Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv mener man også, at der er grund til forsigtig optimisme på vegne af dansk økonomi, selv om det endnu ikke er slået markant igennem i forhold til konkurstallet, der ifølge cheføkonom Michael H.J. Stæhr fortsat er højt.

»Udviklingen i antallet af konkurser viser et velkendt billede, nemlig at der er en vis forsinkelse i konkursudviklingen. Så selv om vi på det seneste har fået flere positive nøgletal, der signalerer, at der er begyndt at komme mere aktivitet i dansk økonomi, så har dette endnu kun aflejret sig i svagt faldende konkurstal,« siger han.

Det faldende antal konkurser er jævnt fordelt over hele landet, hvor kun hovedstadsområdet og det sydlige Jylland har oplevet et voksende antal virksomheder, der tvinges til at dreje nøglen om.

»Meget tyder på, at den manglende aktivitet i den tyske økonomi det seneste år har ført til, at tyske firmaer har neddroslet deres efterspørgsel hos danske underleverandører i det sydjyske område. At der nu er ved at komme gang i den tyske økonomi, vil formentlig kunne aflæses i den kommende tids konkurstal for det sydjyske område,« siger Michael H.J. Stæhr fra Dansk Erhverv.

De liberale serviceerhverv, produktion og handel er blandt de brancher, hvor faldet er mest markant, fortæller Frank Papsø fra Experian.

»Vi forventer, at fremgangen inden for handel og produktion får en positiv indvirkning på en række af de andre brancher og dermed på erhvervsklimaet som helhed. Og selv om et par store spillere i bygge og anlæg er gået konkurs i denne måned, ser vi også stadig en sund udvikling i denne branche, der jo ellers har været hårdt ramt,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV