Færre leder efter Kirsten Friis Lund på Fanø

Eftersøgningen efter den forsvundne Kirsten Friis Lund på Fanø gav heller ikke fredag noget resultat eller nye spor.

Ved mørkets frembrud er der droslet ned for eftersøgningen, men den genoptages lørdag, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Et vidne har tirsdag aften muligvis set den 52-årige kvinde, der forsvandt efter en fest på Fanø tirsdag.

Vidnet siger, at han har set en kvinde, der godt kunne være den eftersøgte. Han så første gang kvinden ved 23-tiden tirsdag aften på vej væk fra havnen.

Det skete på Postvejen, der forbinder hovedbyen Nordby med Sønderho, der ligger i den sydlige del af øen. Et kvarter senere så han kvinden stå i vejsiden igen, men denne gang et stykke sydligere.

Kvinden gik ifølge vidnet i den østlige side af vejen.

Der var fredag dykkere i gang med at gennemsøge øen. Også flere sumpområder, søer og vandhuller blev undersøgt. En helikopter blev sat ind, og det samme var et større antal hundepatruljer.

Kvinden kom til øen i en båd sammen med en bekendt, men hun dukkede ikke op, da de skulle sejle tilbage onsdag formiddag.

Aftalen var, at hun skulle overnatte på båden i havnen efter en fest, som foregik på Vestervejen i Nordby.

Kvinden er fra Ribe. Hun er almindelig til kraftig af bygning og bærer briller. Håret er mellemblondt og skulderlangt, og hun var iført en mørk trøje, joggingbukser og korte, lyse støvler.

Hun har ikke taget sin mobiltelefon med sig, og andre personlige ejendele ligger også på båden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip