Færre lejere bliver sat på gaden

Det viser tal, som Domstolsstyrelsen fredag har offentliggjort over, hvor mange lejere der blev sat ud af deres bolig i første halvår af 2013.

Boligminister Carsten Hansen (S) erklærer sig tilfreds med udviklingen, som han tilskriver regeringens arbejde.

»Under denne regeringen er det endeligt lykkedes at knække kurven, og det fortsatte fald viser, at vores politik er den rigtige,« oplyser Carsten Hansen i en skriftlig kommentar til udviklingen.

Tallene fra Domstolsstyrelsen viser et fald fra 1.886 udsættelsessager i første halvår af 2012 til 1.844 udsættelsessager i første halvår af 2013.

Carsten Hansen overvejer, om regeringen skal sætte yderligere tiltag i søen, så udviklingen fortsætter.

»Der er stadigvæk for mange, der mister grebet om deres økonomi og ender med at blive sat ud. Det er en stor belastning at miste sin bolig, og derfor er det yderst vigtigt, at vi sætter ind, før det går galt. Jeg følger udviklingen tæt og overvejer om nødvendigt nye tiltag,« forklarer ministeren.

Ifølge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter skyldes faldet blandt andet den ændrede lejelov, så huslejen bliver betalt samme dag, som folk får penge, ligesom kommunerne har fået flere redskaber i forhold til at hjælpe udsættelsestruede lejere økonomisk.

Dagens Gossip

Dagens TV