Færre passagerer fløj længere med SAS i oktober

Skrevet af admin

06/11/2015

Dagens topnyheder

Antallet af passagerer, som rejste med luftfartsselskabet SAS i oktober, faldt en smule - men til gengæld fløj passagererne gennemsnitligt flere kilometer. Det viser SAS' nyeste trafiktal.

SAS havde en trafikvækst i oktober på 3,9 procent målt på antal fløjne kilometer per passager.

Væksten sker takket være de lange flyvninger, for samtidig faldt antallet af passagerer samlet med 0,8 procent i forhold til samme måned året før. I alt rejste 2,6 millioner med SAS.

Rickard Gustafson, SAS' topchef, er tilfreds med, at selskabets fly havde færre tomme sæder end nogensinde før i oktober - hvilket kommer til udtryk i den såkaldte kabinefator.

- Vi har en god efterspørgsel fra vores kunder, hvilket understøttes af, at kabinefaktoren var den højeste nogensinde for oktober måned. Vi har nu indledt en udvidelse af vores langdistancelinjer, hvor vi ser, at efterspørgslen igennem længere tid har været god.

- For vores kunder indebærer det flere valgmuligheder gennem flere frekvenser og destinationer, siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS, i en pressemeddelelse.

SAS vil som følge af stigende efterspørgsel øge sin interkontinentale kapacitet med omkring 25 procent i vinterprogrammet. Det vil ske gennem de nye ruter og frekvenser, som selskabet allerede har annonceret.

I oktober steg SAS' interkontinentale kapacitet med 4,4 procent, mens trafikken steg otte procent.

På europæiske og skandinaviske ruter steg kapaciteten 0,1 procent og trafikken med 3,1 procent. Derimod faldt kapaciteten på indenrigsflyvninger med 3,2 procent og trafikken med 1,8 procent.

/ritzau/