Færre piger får ar på underlivet

»Hvis du bliver født i dag, er det meget mindre sandsynligt, at du bliver omskåret i forhold til, hvis du var blevet født på noget tidspunkt tidligere,« siger hun.

En del af tendensen de seneste 30 år kan blandt andet tilskrives, at der nu i 24 af de 29 lande er lavet dekreter eller love, der forbyder omskæring af piger. Forbud er dog kun til dels positivt, mener den danske formand for Foreningen Mod Pigeomskæring, Rosanna Cetti.

»Det kræver mere end bare at skrive på et stykke papir, at det er forbudt. Traditionen handler i høj grad om uvidenhed. Derfor er mantraet oplysning, oplysning, oplysning,« siger hun til Berlingske.

Med tilstrækkelig oplysning kan hele samfund ændre holdning til omskæring. Det så Berlingske i april i Afar-regionen i det nordvestlige Etiopien. I dag er tre fjerdedele af pigerne og kvinderne mellem 15 og 49 år omskåret i Etiopien, men UNICEF og andre organisationer arbejder på at udrydde omskæring i løbet af en generation.

Familien Bekamo er et godt eksempel på, hvorfor der kan være håb for, at ambitionen bliver til virkelighed. Fekert Bekamo er 14 år og dermed ved at være klar til at blive gift. På bryllupsnatten skal den mand, hun gifter sig med, tage hendes mødom. Fekert og mange andre piger på hendes alder frygter natten, fordi de er omskåret.

Det er hendes to yngre søstre imidlertid ikke. Samtidig med at pigernes mor, Mosa Komba, var i gang med at forberede festen, hvor Fekert Bekamos ældste lillesøster skulle omskæres, nåede en oplysningskampagne nemlig til landsbyen. Og pigernes forældre blev enige om ikke at omskære de yngre piger.

Selv om der er kommet ny lovgivning i landene, afholder det langtfra alle lokalsamfund fra at følge traditionen. Rapporten vurderer, at 30 millioner piger er i risiko for at blive omskåret inden for det næste årti. Den primære grund er, at familierne ikke vil ekskluderes fra fællesskabet, skriver Berlingske.

Der er også risiko for, at immigranter i vestlige lande får omskåret deres døtre under rejser til hjemlandet. Derfor har en række vestlige lande – herunder Danmark inden for de seneste to årtier indført en konkret straffelovsparagraf, der forbyder omskæring. Herhjemme kom den i brug ved en retssag i Glostrup i 2009, da en børnehavepædagog kunne referere en foruroligende samtale med en pige med eritreansk baggrund.

»Det var en slags vaccination tæt ved numsen. De klipper noget, og så syr de bagefter,« sagde den lille pige ifølge pædagogen.

Moderen blev idømt to års fængsel for at have omskåret to af sine tre døtre på en rejse til Sudan.

Mange kvinder i Danmark er omskåret, blandt andet stort set alle de somaliske kvinder, der kom hertil i 1990erne. Men udover sagen fra Glostrup Ret kender hverken jordemødre, ledende fertilitetslæger eller Foreningen mod Pigeomskæring til tilfælde med piger, der er blevet omskåret, mens de har boet i Danmark.

Det kan ifølge Rosanna Cetti skyldes, at ingen vil stå frem og fortælle om det, eftersom det er ulovligt i Danmark.

Dagens Gossip