Færre politisager på Roskilde Festival end i 2012

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er loven om euforiserende stoffer - både besiddelse og salg - blevet brudt 246 gange, mens det sidste år var tilfældet 289 gange.

Samme tendens gør sig gældende i sager om tyveri. I år var der i løbet af de fire dage 244 tilfælde, mens politiet havde 287 tyverisager året før.

Onsdag forsøgte en udenlandsk mand at flygte fra en politipatrulje, som havde mistanke om, at han ikke var den, han udgav sig for at være. Manden blev indhentet og anholdt, og en nærmere undersøgelse viste, at manden, der var 30 år og fra Ghana, opholdt sig illegalt i landet og havde brugt en anden mands sygesikringsbevis. Den 30-årige blev sigtet for personelfalsk og ulovligt ophold i Danmark og vil blive udvist af landet.

Senere på dagen blev en 21-årig mand fra København anholdt for at være i besiddelse af fem gram kokain og cirka tre gram ketamin pakket i salgsportioner.

Politiet, der også fandt et større pengebeløb på manden, kørte efterfølgende ud til hans bopæl, der blev ransaget. Her fandt politiet yderligere et kontant beløb samt ting brugt til handel med narkotika.

Dagens Gossip