Færre skal have erstatning for fejlbehandling

Det bliver sværere for patienter, der er blevet fejlbehandlet i sundhedsvæsnet, at få erstatning. Nogle patienter vil slet ikke blive kompenseret, mens andre må stille sig tilfreds med et mindre beløb, end tilfældet hidtil har været. Det skriver Berlingske.

Det offentliges udbetalinger til skadesramte via Patientforsikringen er eksploderet de seneste år. Derfor vil regionerne nu stramme kriterierne for at yde erstatning.

I 2015 ventes udbetalingerne at runde én milliard kroner. I dag er beløbet på næsten 800 millioner kroner. Det er en fordobling siden 2007.

Ulla Astman (S), formand for sundhedsudvalget under Danske Regioner, betegner det som "en voldsom udvikling i en tid, hvor riget fattes penge".

- Vi må for eksempel se på, at om det er rimeligt, at en patient på 85 år med en årelang sygdomshistorie og et komplekst forløb, stadig skal kunne få en høj erstatning, hvis der støder komplikationer til, siger hun til Berlingske.

Regionernes reaktion kommer efter, at antallet af anmeldelser med krav om erstatning bliver ved med at vokse. I første halvår 2012 søgte næsten 5000 patienter. Det var 25 procent flere end i første halvår 2011.

Regionerne er også misfornøjede med den regel - "tålereglen" - som giver korrekt behandlede patienter mulighed for at få erstatning, hvis der opstår uforudsete bivirkninger.

Visse stramninger vil kræve lovændringer, men sundhedsminister Astrid Krag (SF) opfordrer indledningsvist til en større dialog mellem regionerne og Patientforsikringen for i højere grad at undgå de fejl, som berettiger til erstatning.

/ritzau/

 

Dagens Gossip