Færre større biler presser priser på brugtbil i vejret

Skrevet af Elo Christoffersen

28/03/2013

Dagens topnyheder

Færre større biler presser nu priserne op på brugtbilsmarkedet. Det er især firma- og MPV-bilerne, der er steget i værdi.

For eksempel er en tre til fem år gammel Ford Mondeo eller VW Touran mere værd end forventet.

- Kort sagt, så mangler der større brugtbiler på markedet lige nu, og efterspørgslen er rigtig stor, så man kan med fordel sælge bilen nu, enten til en forhandler eller til andre private, siger Morten Heuing, administrerende direktør for BilBasen og Bilinfo.

En markedsundersøgelse som BilBasen står bag, viser, at der samlet set er 30 procent færre brugtbiler fra firma- og MPV-klasserne til salg lige nu, og det betyder stigende priser.

- En nyere model som VW Passat eller Opel Zafira er steget over 15.000 kroner i pris set over de seneste seks måneder, så tidspunktet er gunstigt, hvis man vil sælge, forklarer Morten Heuing.

Minibiler på vej ned i pris

Mens de større brugtbiler stiger i pris, så er det modsatte tilfældet med de mindre og meget populære minibiler. Årsagen er ganske enkelt, at der kommer så mange til salg i øjeblikket, at udbuddet stiger markant, og det betyder faldende priser.

Ifølge BilBasen er priserne på en fire-fem år gammel mindre bil faldet med godt 20 procent over de seneste seks måneder, det skyldes især, at nybils-priserne er faldet og samtidig, er der kommet flere mindre biler til salg.