Færre tandlægebesøg skal betale sundhedsudspil

»Undersøgelser viser, at rigtig mange går til kontrolbesøg uden, at der er noget galt med deres tænder. Det er meget lidt sundhed for pengene. Derfor mener regeringen, at borgere med raske tænder ikke behøver tilskud til halvårlige tandlægebesøg, men kan nøjes med at blive kaldt ind en gang hvert andet år«, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Ifølge Sundhedsministeriets beregninger vil man kunne spare 400 millioner kroner over fire år ved at ændre tilskudsordningen for kontrolbesøg, så kun de, der har dårlige tænder eller tandsygdomme, fortsat tilbydes tilskud ved halvårlige kontrolbesøg.

»Det er vigtigt at slå fast, at man altid kan købe sig til mere sundhed og velvære, ligesom man kan købe sig til wellness eller en massage. Men når vi nu ved, at der bruges rigtig mange penge på unødvendige kontrolbesøg, så mener vi, at de penge er brugt bedre et andet sted i sundhedssystemet«, siger Astrid Krag.

I Enhedslisten kalder man det »en uklog prioritering« at trække flere penge ud af et »allerede hårdt ramt tandlægesystem«.

»Når regeringen vælger at tage 400 millioner kroner fra det offentlige tilskud til tandlægekontrol, risikerer vi, at dem med få penge ikke kommer tit nok til tandlæge. Det får en social slagside, som er meget uheldig«, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix (Ø).

I forbindelse med forhandlingerne om en ny kriminalforsorgsreform, som blev vedtaget i efteråret 2012, besluttede regeringen at hente 720 millioner ved at skære i offentlige tilskud til tandpleje. Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), mener således, at det er »fuldstændig galimatias« at tage penge fra et område, »der i forvejen er hårdt ramt«.

»Ministeren, der ellers også er forebyggelsesminister, vil nu skære på alt det forebyggende, som man nu har haft glæde af i mange år. Det vil give flere problemer på langt sigt samt sende flere patienter til udenlandske tandlæger. Jeg vil anbefale ministeren at tænke sig godt om, da det er fuldstændig galt prioriteret,« skriver hun i en mail.

Ifølge formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, kan man ikke undgå, at det nye udspil vil medføre en generelt dårligere tandhygiejne.

»Hvis du spørger mig, er det både hul i hovedet og hul i tænderne. Når ministeren vil fjerne 400 millioner kroner fra tandlægeområdet med det argument, at vi skal være mere målrettede og lave individuelle behandlinger, så glemmer hun, at vi allerede arbejder med individuelle indkaldeintervaller«, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Den nærmere aftale om reformen skal forhandles med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner i slutningen af foråret.

Dagens Gossip