Færre tyverier fra byggepladser: Se her hvordan du undgår det

Skrevet af Holger Madsen

25/10/2012

Dagens topnyheder

Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, der i dag fortæller at man oplever et fald i antallet af tyverier fra byggepladserne.

Faktisk oplyser man, at antallet af tyverier af materialer og værktøj fra byggepladser i år har været stærkt faldende i politikredsen.

Forklaringen er blandt andet, at entreprenører, håndværkere og bygherrer er blevet bedre til at sikre sig.

Den udvikling er det vigtigt at holde fast i – også på de mange mindre byggepladser rundt omkring. For eksempel når du bygger til eller om der hjemme.

Håndværkere og byggevirksomheder bør altid sørge for, at de grundlæggende krav til en sikret byggeplads er opfyldt:

    Start med i virksomheden at have en skriftlig politik for sikring, der udpeger ansvarlige for området.

 

    Udpeg og uddan virksomhedens egen specialist i sikring mod tyveri og sæt opgaven på dagsordenen

 

    Få defineret hvornår det, at noget bliver fjernet af en medarbejder, bliver betragtet som tyveri og gør konsekvenserne klart.

 

    Allerede når du planlægger arbejdet med byggeriet, skal sikring tænkes ind. Også ved små byggerier.

 

    Hegn byggepladsen ind og sæt skilte med ”Adgang forbudt” op. Så signalerer du at her er der opmærksomhed omkring sikkerhed.

 

    Hav ikke private biler på byggepladsen.

 

    Hold styr på leverancerne af byggematerialer og lad dem ikke ligge synlige på pladsen, hvis det kan undgås.

 

    Gør pladsen så overskuelig som mulig for forbipasserende. Sæt lys op med bevægelsessensor, så alle kan se, hvis mistænkelige personer færdes i området.

 

    Sæt eventuelt videoovervågning op og/eller etabler trådløse tyverialarmer udvalgte steder. Alarmerne kan sende til ansvarlige medarbejderes mobiltelefoner eller til godkendte kontrolcentraler. Overvej om der skal etableres vægter-ordning.

 

    Mærk alt materiel og alt værktøj. Hav serienumre og gerne fotos af maskiner etc. liggende på et sikkert sted hjemme på kontoret. På den måde kan politiet bevise, at tingene er stjålet, hvis det findes igen.

 

    Dyrt materiel kan udstyres med startspærre og GPS-tracker.

 

    Undgå at sætte dieseltanke tæt på hegn, at tyve nemt kan både se dem og få adgang til dem.

 

    Fjern startnøgler fra maskiner. Ryd og op lås materiel og værktøj forsvarligt inde ved arbejdstids ophør.

 

    Check byggepladsen før I forlader den.

 

    Lad ikke biler fyldt med udstyr og værktøj stå på frit tilgængelige pladser, hvor der ikke er tilsyn eller overvågning.

 

    Anmeld altid tyveri til politiet.