Færre unge søge ind på universiteterne

For første gang siden 2008 er antallet af unge, der har søgt ind på et universitetsstudie, faldet.

Det skriver Politiken.

Helt præcist har 40.744 søgt en universitetsuddannelse som første prioritet, da de søgte ind via Den Koordinerede Tilmelding, hvilket er et fald på 523 personer i forhold til sidste år.

Det er et lille fald, men alligevel vidner det om en ny tendens, siger professor og uddannelsesforsker Palle Rasmussen fra Aalborg Universitet.

- Det er meget små bevægelser, vi taler om, men jeg tror, at det er et signal om, at de unge faktisk lytter til, hvad der bliver diskuteret offentligt, siger han til Politiken.

Det er især erhvervsakademierne, der har oplevet en stigning i antallet af ansøgninger. Samlet set fik de 13 procent flere ansøgninger end sidste år.

Dermed følger de ønskerne fra Produktivitetskommissionen og uddannelsesministerens kvalitetsudvalg om, at der skal sættes prop i, hvor mange akademikere der uddannes.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) glæder sig over skiftet:

- Vi skal have gjort op med forestillingen om, at en universitetsuddannelse er det bedste eller fineste.

- Vores unge skal netop vælge forskellige typer uddannelser og opnå forskellige profiler med solid viden og innovative færdigheder inden for deres felt, så de kan supplere hinanden på arbejdsmarkedet, skriver Sofie Carsten Nielsen til Politiken.

At ansøgertallet falder i år, foruroliger ikke Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen, der også er formand for universiteternes rektorkollegium.

- Det ser ud til, at de studerende tager bestik af både deres interesser og en vurdering af, hvilke studier der giver mulighed for job bagefter. Det er ikke noget, vi er kede af, siger Ralf Hemmingsen til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV