Fagbevægelse begræder Anker Jørgensens død

Skrevet af admin

20/03/2016

Mest læste i dag

Den tidligere statsminister Anker Jørgensens (S) død markerer enden på en epoke i dansk politisk historie. Både for Socialdemokratiet men også for fagbevægelsen, siger Lizette Risgaard, der er formand i hovedorganisationen LO.

- Vi har mistet en stor personlighed. Hele Danmark uanset politisk ståsted, barn eller voksen var på fornavn med Anker, siger hun.

- Han har været en af dem, der var med til at holde fast i et menneskesyn og en solidaritet som er værdigrundlag for både partiet og fagbevægelsen.

Det nu afdøde socialdemokratiske ikon var ifølge Lizette Risgaard symbolet på den kamp, som både fagbevægelsen og Socialdemokraterne fører.

- Han var drevet af retfærdighed, og at der skulle være lige muligheder for alle. Han har betydet meget for fagbevægelsen, Socialdemokratiet og for hele Danmark, siger LO-formanden.

LO-formanden betegner Anker Jørgensens tid som statsminister, som en tid der deler vandene i dansk politik. Selv mener hun, at han i historiebøgerne vil blive omgivet af rosende ord.

- Det stod ikke i hans plan, at han skulle være statsminister. Men han var klar, da der blev kaldt på ham, og han har været en god statsminister for Danmark. Det er der ingen tvivl om. Det var en rigtig vanskelig periode, han var statsminister i, siger Lizette Risgaard.

Også 3Fs formand, Per Christensen, mindes den tidligere fagforeningsmand og socialdemokratiske leder.

- Det er en af arbejderbevægelsens største, der i dag er gået bort. I dansk fagbevægelse og ikke mindst hos 3F, må Ankers betydning ikke undervurderes, siger han i en pressemeddelelse.

- Fra han som ung modstandsmand valgte at deltage i kampen mod nazismen til han som forbundsformand og statsminister valgte kampen for et Danmark med plads til alle. Anker efterlod sig i den grad spor.

- I dag bøjer vi hovedet i taknemmelighed og siger: Tak, tillidsmand!

/ritzau/