Fagbevægelse slår i bordet efter Mærsk-krav

De danske lønmodtagere har allerede gjort sit for at løfte konkurrenceevnen, og lønnedgang er ikke svaret på krisen.

Det er reaktionen fra de faglige organisationer LO og FOA, efter at A.P. Møller - Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen, i tirsdagens Berlingske efterlyser lavere løn til de lavest uddannede på arbejdsmarkedet.

- Det er simpelthen ikke svaret på vores udfordringer, siger LO-formand Harald Børsting til Ritzau.

- Så langt frem jeg kan se, så er det ikke realistiske, at vi kan konkurrere med Indien og Kina på løn og masseproduktion. Derfor er vores svar også, at vi først og fremmest skal opkvalificere folk.

Fagforbundene påpeger, at de seneste overenskomster på både det private og offentlige område har medført stagnerende eller faldende realløn.

De efterlyser generelt flere investeringer fra erhvervslivet til at bidrage til det danske konkurrenceevne igennem mere kvalificerede medarbejdere og ny teknologi.

- Erhvervslivet har ikke leveret, når det handler om udviklingen af produktiviteten. Der ligger vi i Danmark håbløst lavt, og det skyldes, at erhvervslivet ikke har foretaget investeringer i produktionsapparatet, siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

Han kritiserer i det hele taget erhvervslivets ageren over for lønmodtagerne i de senere år.

- Arbejdsgiverne og nogle politikere bruger krisen som påskud for at få så mange forbedringer for sig selv igennem og at rulle lønmodtagernes løn baglæns, siger Dennis Kristensen.

Regeringspartierne S, SF og R har også reageret negativt på Nils Smedegaards opfordring, mens V-formand Lars Løkke Rasmussen i Berlingske roser Mærsk-topchefen for at tage hul på debatten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV