Fagbevægelsen efterlyser lovbestemt mindsteløn

Skrevet af admin

17/09/2014

Mest læste i dag

For første gang åbner toppen af den danske fagbevægelse nu op for, at det kan være en god idé at indføre en lovbestemt mindsteløn i Danmark.

Det er hovedorganisationen FTF, der primært repræsenterer offentligt ansatte, som mener, at den udbredte arbejdskraft fra især østeuropæiske lande samt den økonomiske krise har skabt behov for en dansk lov om mindsteløn, skriver Berlingske.

- Flere europæiske lande indfører mindstelønnen i takt med, at bevægeligheden over grænserne stiger, og vi bliver nødt til at forholde os til, at der er stadig flere lønmodtagere i Danmark, som ikke er omfattet af en overenskomst. Derfor må vi tage hul på diskussionen, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey til avisen.

FTF har hidtil været imod at indføre mindsteløn ved lov. Det er en holdning, som FTF har delt med LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Og de afviser fortsat at ændre på den såkaldte danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere i fællesskab når frem til et lønniveau.

- Det vil være dødsstødet til den danske model og fratage forbundene konfliktretten. Den kontrol, fagforeningerne fører i dag, betyder, at langt de fleste udenlandske virksomheder kommer på dansk overenskomst. Vi kan ikke sammenligne os med det tyske arbejdsmarked, hvor overenskomster er meget mindre udbredt, siger DA's administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen, til Berlingske.

Tyskland er et af de lande, der har indført en lovbestemt mindsteløn. Den er fastlagt til at være 8,5 euro, hvilket svarer til cirka 63 kroner i timen. Herudover har lande som Island og Norge også indført en mindsteløn ved lov.

Ifølge FTF har det ikke afskåret fagforeningerne fra at forhandle overenskomster, men blot sikret at de laveste lønninger er blevet løftet. Ifølge formanden for den tyske hovedorganisation DGB har den nye lov ikke svækket den tyske fagbevægelse.

/ritzau/