Fagbevægelsen i stormøde om Ryanair

Det er billigt at flyve med Ryanair, men flyselskabet er lidt for nærig med at underskrive dansk overenskomst.

Det mener en række fagforbund under LO. 3F, Dansk Metal, HK og Serviceforbundet holder i dag stormøde i Billund.

Her skal Ryanairs nej til at underskrive en dansk overenskomst for personale med base i Danmark på bordet. Det skriver epn.dk.

Som det er nu, betaler Ryanair for, at Billund Lufthavn står for at håndtere bagage og check-in. Det sker på dansk overenskomst. Men det bekymrer HK, at kabinepersonalet i Ryanairs fly ikke er på dansk overenskomst, selvom de har base herhjemme.

- Det, der bekymrer mig fremadrettet, er, at nu har Billund Lufthavn givet Ryanair mulighed for at komme ind, uden de har en overenskomst for kabinepersonalet. Vil det næste så være, at Ryanair synes, ligesom de har gjort i andre lufthavne, at det kunne være interessant at have deres egen baggagehåndtering eller check-in. Så laver de et selskab og ansætter folk udefra til at varetage de opgaver uden overenskomst, siger Henny Fiskbæk Jensen, formand for HK/Privat bestyrelsen i HK Sydjylland, til Epn.dk.

- Hvis man ikke har en overenskomst, så har man i princippet ingen mindsteløn, og så begynder det virkelig at blive rigtig grimt, siger hun.

Billund Lufthavn er Danmarks næststørste lufthavn.

Kilde: Epn.dk

Dagens Gossip