Fagbevægelsen og regeringen enige om milliardplan

Tidligere har fagbevægelsen ellers været meget kritisk over for effektiviseringerne.

»Vi kan sætte os udenfor og være sure, men så bliver vi kørt over. Vi ved, at der skal effektiviseres for 12 milliarder kroner i den offentlige sektor frem mod 2020,« siger Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF og repræsentant for 450.000 især offentligt ansatte.

Regeringen er glade for aftalen.

»Vi har lavet en lille trepartsaftale. Det er et vilkår, at der er en stram økonomi. Vi har nu lavet en aftale, der giver arbejdet for en bedre og moderniseret offentlig sektor retning,« siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

Principperne i aftalen handler blandt andet om at effektivisering skal ske gennem dialog og åbenhed, at en bedre udnyttelse af ressourcer skal bygge på viden, og at lederne skal tage ansvar for fornyelse.

Aftalen er en overraskende succes for regeringen, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ipsen fra Aalborg Universitet.

»De offentligt ansatte kan jo ikke undgå besparelserne eller de såkaldte moderniseringer. Og kan man ikke undgå skandalen, må man stille sig i spidsen for den,« siger han.

Regeringen hævede i »Vækstplan DK« målet om at modernisere det offentlige fra 5 til 12 milliarder kroner frem mod 2020, og det skabte bekymring for, at lærerlockouten blot var en forsmag for andre offentligt ansatte. Og det er derfor, at fagbevægelsen nu vil være med i en aftale.

»Der vil være massivt pres på de offentlige arbejdspladser i årene frem. Vi har en interesse i, at der bliver effektiviseret på en intelligent måde«, siger Flemming Vinther, formand for Offentligt Ansattes Organisationer.

Dagens Gossip