Fagblad: Sundhedstjek af flygtninge bliver syltet

Skrevet af admin

24/04/2015

Mest læste i dag

Kommunerne skal tilbyde flygtninge og familiesammenførte et sundhedstjek inden for tre måneder efter, at de er kommet til Danmark. Men en gennemgang, som Rigsrevisionen har lavet, viser, at kun hver anden flygtning har fået tilbuddet.

Det skriver Dagens Medicin.

Det er snart to år siden, at kommunerne blev forpligtet til at undersøge flygtninges helbred, men Kommunernes Landsforening (KL) og Lægeforeningen har stadig ikke lavet en endelig aftale om, hvordan loven skal føres ud i livet.

Socialstyrelsen er den ansvarlige myndighed, og styrelsen har ikke udsendt en endelig vejledning til de læger, der skal stå for de mange helbredstjek.

At processen trækker i langdrag, er problematisk, mener lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Marie Louise Nørredam.

- For at få en god start er det grundlæggende at have et fornuftigt helbred. Det er en forudsætning for at have overskud til at starte et nyt sted, siger hun.

- Derfor er det meget vigtigt, at vi tidligt får diagnosticeret og behandlet de sygdomme og problemer, man kan have med sig som flygtning eller familiesammenført.

Hvorfor aftalen mellem kommuner og læger ikke er faldet på plads, er ifølge Dagens Medicin uklart. Dels er der uenighed om honoraret til de praktiserende læger, og dels spiller omfanget af Socialstyrelsens vejledning en rolle.

Ifølge formand for Lægeforeningens Attestudvalg Jette Dam-Hansen, venter parterne på vejledningen. Men i Socialministeriet mener man ikke, at samarbejdet mellem kommuner og læger om helbredstjekkene afhænger af denne.

- Der er udarbejdet midlertidigt vejledningsmateriale og lavet attestsamarbejde. Kommuner og læger har derfor ikke været uden retningslinjer for at løfte opgaven, siger konsulent i Socialministeriet Sofie Alber til Dagens Medicin.

Integrationsordfører for SF Karina Lorentzen var i 2013 med til at indføre loven, der sikrer flygtninge sundhedstjek. Hun har hidtil ikke vidst, at vejledningen og forhandlingerne ikke er gennemført af KL, Lægeforeningen og Socialstyrelsen.

- Vi risikerer at tabe en hel generation af flygtninge på gulvet, fordi vi ikke opdager de helbredsmæssige problemer, der senere kan forplante sig i deres uddannelsesliv og på arbejdsmarkedet, siger hun til Dagens Medicin.

- Jeg vil gennem Socialudvalget bede socialministeren redegøre for sagen.

/ritzau/