Fagforbund anklager minister for magtmisbrug

Regeringen beskyldes for magtmisbrug i lærerstriden og for at begå nøjagtig samme fejl i disse dage, som regeringspartierne i sommer anklagede Venstre for i debatten om restaurant Vejlegården. Det skriver Politiken tirsdag.

Dengang rasede regeringspartierne over, at Venstre-politikere på stribe lod det fyge med skældsord over fagforbundet 3F's metoder i overenskomststriden på den nu konkursramte restaurant.

Men nu får regeringen altså selv på hattepulden for at blande sig alt for dybt i overenskomststriden mellem KL og Danmarks Lærerforening, DLF.

Indblandingen kan sammenlignes med Vejlegårdssagen, men er langt værre, siger Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, til Politiken. Hun repræsenterer statsansatte lærere på blandt andet AMU-centre og VUC.

- I Vejlegårdensagen kunne politikerne bruge deres platform til at mene noget. Her kan de bruge platformen til fuldstændig at tilsidesætte den danske model. Det er decideret magtmisbrug, siger Hanne Pontoppidan til Politiken.

Regeringens folkeskolereform er økonomisk vævet tæt sammen med en ændring af skolelærernes arbejdstid. Politiforbundets formand, Peter Ibsen, anklager regeringen for at "amputere aftalemodellen".

- Det tangerer magtmisbrug, når man laver en reform af folkeskolen, hvor man allerede på forhånd siger, at en finansieringskilde er en såkaldt normalisering af lærernes arbejdstid, siger han til Politiken.

Ifølge forbundsformand Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd var de borgerlige partier i Vejlegårdensagen "de rene lam" sammenlignet med regeringen.

- Vi kritiserede i Vejlegårdensagen, at der sad politikere med voldsomt kraftige meninger om overenskomsten. Denne situation er langt værre, fordi man går direkte ind og siger, hvilken model man som start ønsker, siger hun til Politiken.

Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser anklagerne om magtmisbrug:

- Selv i en hård forhandlingssituation, som det her jo åbenlyst er, mellem kommunerne og de organisationer, der står over for kommunerne, synes jeg, man skal passe på med ikke at skrue tonelejet op i noget, det ikke kan bære, siger Bjarne Corydon til Politiken.

- Men det man jo kan se, er, at der naturligvis er en dialog mellem regeringen, som har ansvaret for de statsansatte, og kommunerne, der har ansvaret for de kommunalt ansatte. Ligesom der er en dialog mellem lønmodtagerorganisationerne på deres side af bordet. Det er en del af modellen, siger Corydon.

 

Dagens Gossip