Fagforbund: Venstre vil presse mindstelønnen ned

Skrevet af admin

03/06/2015

Dagens topnyheder

Landets to største fagforbund beskylder Venstre for at have en skjult dagsorden, der går ud på at presse mindstelønnen længere ned. Det skriver Berlingske.

Venstre ønsker at indføre et loft over kontanthjælpen, men partiets hensigt er i virkeligheden at få sænket de laveste lønninger, mener Per Christensen, formand for 3F.

Samme holdning har Dennis Kristensen, formand for FOA. Han mener også, at Venstre slet ikke er interesseret i at drøfte effekten af en lavere kontanthjælp.

- De, som leverer ammunition til denne diskussion om lavere kontanthjælp, ved godt, at det fører til, at man skaber et parallelt arbejdsmarked, hvor man ikke kan leve af lønnen. Det er en diskussion, der ikke føres ærligt, siger Dennis Kristensen til Berlingske.

Både AE-Rådet og Rockwool Fonden har ifølge avisen analyseret sammenhængen mellem mindsteløn og kontanthjælp, og konklusionen er, at hvis kontanthjælpen sættes ned, eller der lægges loft over beløbet, vil de laveste lønninger efter et stykke tid også falde.

Venstre taler om at indføre et "moderne kontanthjælpsloft", men har ikke sat beløb på. Partiformand Lars Løkke Rasmussen har dog sagt, at ledige mindst skal have "et par tusind kroner" ekstra for at skifte fra en offentlig ydelse til et job.

Politisk ordfører Inger Støjberg (V) afviser fagforbundenes påstand om, at Venstre har en skjult dagsorden eller et ønske om at sænke mindstelønningerne.

- Vi har jo haft et kontanthjælpsloft tidligere, og det havde ikke den effekt. Jeg kan helt og aldeles afvise fagbevægelsens påstande. Det er en skræmmekampagne og det pure opspind, siger hun til Berlingske.

/ritzau/