Fagforening advarer: Der mangler penge til jobudflytning

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

Regeringens plan om at flytte flere tusinde statslige arbejdspladser fra hovedstaden til andre dele af landet forekommer underfinansieret, mener Dansk Magisterforening, som kræver jobgaranti på to år til medlemmer.

Planen ser ud til mangle finansiering i bekymrende grad, og fagforeningen, som har omkring 3000 medlemmer i statens styrelser, har en række krav.

Blandt andet ønsker Dansk Magisterforening jobgaranti på to år og en prøveperiode på op til seks måneder for ansatte i statslige styrelser, som flyttes til en anden landsdel.

- Jeg vil advare mod, at man laver en hovsaløsning her, for det er helt afgørende, at udflytningen sker med omtanke, siger konstitueret formand i Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen.

Hun er især bekymret over finansieringen.

- Det virker underfinansieret. Jeg har hørt, at det er rigtig mange arbejdspladser, der skal rykkes, hvor vi tæller i tusinder. Vi har set på finansloven, at der er afsat 400 millioner kroner, siger Camilla Gregersen.

En tidligere udflytning af Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg viste, ifølge DM-formanden, at det koster en halv til en hel million per medarbejder.

Skal man tage det for pålydende, er der på finansloven afsat penge til at flytte 400 til 800 medarbejdere. Det forlyder, at regeringen vil flytte op til 4000 mennesker.

- Vi kan ikke tåle, at alle bliver skiftet ud på en gang. Så vil der være et midlertidigt kompetencetab, indtil man får ansat nye mennesker. Vi kan ikke tåle, at styrelser bliver lagt ned et helt år. Det er det alt for vitalt til.

- Vi er nødt til at sikre, at styrelserne kan fungere gennem hele perioden, og det er det, vi tager os af. Det kan kun ske, hvis medarbejdere får tid til at indstille sig på det og får sikkerhed i ansættelsen, siger Camilla Gregersen.

Der er pressemøde i Statsministeriet om den store flytteplan klokken 12.

/ritzau/