Fagforening efter sejr i retten: Kommuner må hjælpe syge

Skrevet af admin

30/06/2014

Mest læste i dag

Kommuner må fremover påtage sig et større ansvar, når det gælder om at hjælpe sygemeldte til et job.

Sådan lyder det fra fagforeningen Bupl efter en dom mandag i Østre Landsret.

Her er Københavns Kommune blevet pålagt at betale 800.000 kroner i erstatning til pædagogen Ingelise Pedersen, som ifølge dommen blev svigtet af kommunen og ikke fik arbejdsprøvning.

- Det har været et langt og hårdt forløb, lyder det fra faglig sekretær Lasse Bjerg Jørgensen i en pressemeddelelse.

Ingelise Pedersen var leder af en daginstitution og blev fyret under en sygemelding, hvor hun fik en knæoperation.

Siden fik hun en hofteoperation og havde slidgigt i ryggen og store smerter, oplyser fagforeningen.

Men Jobcenter København afviste kvindens ønske om en arbejdsprøvning, som ellers kunne have afklaret, hvordan hun kunne hjælpes tilbage til arbejdsmarkedet.

I stedet lød kommunens besked, at hun burde tabe sig og selv finde et job, oplyser Bupl.

Først byretten og nu også landsretten har slået fast, at Københavns Kommune begik fejl ved ikke at igangsætte en arbejdsprøvning.

- Kommunen afviste flere gange at give Ingelise en arbejdsprøvning, selv om hun meget gerne ville tilbage på arbejdsmarkedet, siger den faglige sekretær i pressemeddelelsen.

Tidligere har en jobcenterchef til dagbladet Politiken sagt, at det var vigtigt for kommunen at anke byrettens dom til landsretten.

- Jeg håber for alt i verden, at vi vinder sagen, så den ikke kommer til at danne præcedens, udtalte Bodil Vendel til avisen.

Resultatet er imidlertid blevet, at Ingelise Pedersen og Bupl har fået medhold.

Og advokat Søren Kjær Jensen, der har ført sagen for fagforeningen, siger til Ritzau, at dommen vil få betydning for kommuner og borgere.

/ritzau/