Fagforeninger efterlyser flere penge til syge soldater

Det mener Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), efter at en regelændring har gjort det nemmere for soldater at få anerkendt deres PTSD, skriver Information. Ifølge militærforsker Jeppe Plenge Trautner fra Aalborg Universitet kan ændringen komme til at koste et trecifret millionbeløb, og de penge bør ikke findes i forsvaret, der allerede er underlagt en række sparekrav, lyder det fra fagforeningen.

»Vores holdning er, at veteranpolitikken skal være finansieret uden for Forsvarsministeriets område. Ellers frygter vi, at mange uden tvivl gode initiativer kan komme til at dræne forsvarets budget,« siger Bent Fabricius, formand for HOD, til Information.

Det mener man også i Centralforeningen for Stampersonel (CS).

»Hvis det drejer sig om penge til vores veteraner, er det helt klart politikerne, der bør ryste op med en ekstrabevilling. Det kan ikke være andet end rimeligt, når det er dem, der har sendt soldaterne ud i krig,« siger pressekontakt Helle Kolding til Information.

Det er Folketinget, der har lavet regelændringen, som gør det muligt for soldater med PTSD at få anerkendt deres sygdom som en arbejdsskade mere end seks måneder efter hjemsendelsen. Hidtil har det været et krav, at soldaterne skal have fået diagnosen inden for seks måneder efter udsendelse for at få erstatning for pådraget sygdom under udsendelse.

Samtidig bliver det muligt for soldater, der allerede har fået afvist deres sager, at få dem genoptaget.

På Christiansborg er der delte meninger om, hvordan man skal stille sig over for ønsket fra fagforeningerne.

De Radikale og Forsvarsministeriet henviser ifølge Information til, at man vil diskutere finansieringen efter sommerferien, mens Dansk Folkeparti hælder mod en ekstrabevilling.

»Det er trods alt et engangsbeløb, skal vi huske. Men Forsvaret er jo presset på mange områder, så det ville være rart, hvis pengene kunne findes helt eller delvist udenfor,« siger forsvarsordfører Marie Krarup (DF) til Information.

Det afviser både Socialdemokraterne og Enhedslisten dog.

»Forsvaret er jo igennem mange år blevet friholdt fra besparelser og har fået tilført ekstra midler. Og at der kommer en regning nu og her, som måske er lidt større, end vi ellers havde regnet med, bør ud af et budget på godt 20 milliarder kunne indeholdes i den samlede ramme,« siger forsvarsordfører Bjarne Laustsen (S) til Information.

Dagens Gossip