Fagforeninger frygter for kvaliteten i dyr udflytning af arbejdspladser

Skrevet af admin

14/12/2015

Dagens topnyheder

Det kan blive langt dyrere end forventet, når 3900 statslige arbejdspladser skal flyttes fra København til provinsen.

Ifølge interne beregninger fra NaturErhvervsstyrelsen vil det koste over 194 millioner kroner alene at flytte styrelsens 392 ansatte til Sønderjylland.

- Jeg er meget bekymret for, hvad det kommer til at betyde ikke bare for de ansatte, men også for den service, de skal levere til ministerierne og i sidste ende borgerne, siger formanden for Magisterforeningen, Camilla Gregersen.

NaturErhvervsstyrelsen er en af de første styrelser med statslige arbejdspladser, der kommer med et bud på, hvad det vil koste at flytte bare dele af styrelsen fra København til provinsen. Det skriver Berlingske mandag.

Regeringen har afsat 400 millioner kroner på finansloven til udflytningen. Det svarer til omkring 100.000 kroner per arbejdsplads.

Men det er alt for lidt, mener Camilla Gregersen, som påpeger, at det i 2004 kostede omkring 500.000 per medarbejder at flytte Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg.

- Pengene kan findes to steder. De kan findes ved at fyre ansatte, eller de kan findes ved, at der ikke er nok ressourcer til den løbende opgavevaretagelse, siger Camilla Gregersen.

- Grundlæggende kommer det til at gå ud over kvaliteten, mener hun.

Thomas Damkjær Petersen, som er formand for de berørte tekniske og naturvidenskabelige akademikere i ingeniørforeningen IDA Offentlig, deler hendes bekymring.

- Regeringen bliver nødt til at afsætte flere penge for at sikre sig, at kvaliteten i de statslige institutioner, der flytter ud, bliver fastholdt, siger formanden.

De Radikale foreslår, at man i stedet for at flytte hele styrelser gradvist slår nye statslige job op i provinsen.

- Det er en urimelig dyr model, regeringen har valgt. Det er simpelthen uansvarligt at bruge penge på den her måde i stedet for at bruge dem på at skabe arbejdspladser, siger erhvervsordfører Ida Auken (R).

/ritzau/