Fagforeninger i frontalangreb på regeringen

De offentligt ansattes fagforbund med 500.000 medlemmer vil med debatindlæg, avisannoncer og demonstrationer stjæle opmærksomheden fra Folketingets åbning og forsøge at få den røde statsminister til at skifte kurs.

Det skriver Politiken mandag.

Det er især den omstridte dagpengereform, der får store dele af fagbevægelsen til at angribe de politiske våbenbrødre hos Socialdemokraterne og SF.

For uanset partifarven er regeringen ved at sende tusinder af lønmodtagere ud i en social katastrofe, lyder budskabet fra kredsen af fagforbund, der også tæller FOA, Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogerne, Magisterforeningen, BUPL, Frie Skolers Lærerforening og Uddannelsesforbundet.

I debatindlæg i mandagens Politiken anklager de 10 forbundsformænd direkte regeringen for at gøre vold på den verdensberømte danske arbejdsmarkedsmodel.

- Der står meget på spil for det samlede arbejdsmarked. Vi har en model, hvor det er let at fyre folk, men omvendt spænder samfundet også et sikkerhedsnet ud under fyrede. Nu bliver balancen forskudt væk fra sikkerheden. Det kan føre til, at vi må kræve længere opsigelsesvarsler. Det tror jeg ikke, nogen har en interesse i, siger forbundsformand Benny Andersen fra Socialpædagogerne til Politiken.

Dagens Gossip

Dagens TV