Fagforeninger til kamp mod mod regeringen

Under parolen "Lærerne er de første. Hvem bliver de næste?" opfordrer lærernes organisationer nu de danske lærere til at gå på gaden og vise deres utilfredshed med det, de mener, er politikernes utidige indblanding i overenskomstforhandlingerne.

Lærerne varsler demonstrationer i København, Aarhus, Odense og Aalborg onsdag den 20. marts.

- Det gør vi dels for at sende et stærkt signal til regeringen om, at den skal respektere den danske model og stoppe den utidige indblanding i overenskomstforhandlingerne, skriver Danmarks Lærerforening i en pressemeddelelse.

- Og dels for at fortælle politikerne, at vi ikke vil acceptere, at de offentligt ansatte skal betale for regeringens reformer gennem vores arbejdstidsregler, som vækstpakken er seneste eksempel på, lyder det.

Selvom lærerne skal ud og demonstrere, går det dog ikke ud over skoleelevernes undervisning. Demonstrationerne finder sted fra klokken 17 - længe efter at skoleklokkerne har ringet ud.

Det er Frie Skolers Lærerforening, Uddannelsesforbundet, Gymnasieskolernes Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening, Dansk Magisterforening og Danmarks Lærerforening, som står bag initiativet.

Men flere andre fagforeninger opfordrer også deres medlemmer til at deltage - FOA, Bupl, HK kommunal, 3F - den offentlige gruppe, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd og Socialpædagogernes Landsforbund.

Forhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og KL om lærernes overenskomster er endt i Forligsinstitutionen efter uenighed om en fornyelse af lærernes arbejdstidsregler.

Regeringens skolereform er kædet sammen med en ændring af lærernes arbejdstid, og det har fået flere politikere til at udtale sig om de igangværende forhandlinger.

KL har varslet lockout af lærerne, der kan træde i kraft 1. april.

/ritzau/

 

Dagens Gossip