Fagligt møde hos DSB rammer S-tog

S-togene står stille i hovedstaden tidligt onsdag morgen. Lokomotivpersonalet er gået til fagligt møde, lyder det fra DSB.

Togtrafikken i hele landet er påvirket af de faglige møder, men DSB har endnu ikke overblik over, hvor omfattende forsinkelserne er.

- S-togene kører til perron nu, og så går de til fagligt møde, siger DSB's pressevagt omkring klokken 06 onsdag morgen til Ritzau.

Pressevagten kender endnu ikke årsagen til de faglige møder - eller hvor længe de står på.

På sin hjemmeside skriver DSB, at man også kører med forsinkelser og aflysninger på grund af fagligt møde blandt personale i Aarhus, Fredericia og København.

Øresundstogene skulle køre til tiden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip