FAKTA: Apple er en af verdens allerstørste virksomheder

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Den amerikanske it-gigant Apple meddelte mandag, at den vil opføre et nyt datacenter i Viborg til 6,3 milliarder kroner.

Centret, som skal køre på 100 procent grøn energi, skal håndtere driften af musik- og filmtjenesten iTunes Store og App Store, hvor brugere af Apple-produkter kan hente programmer.

* Apple ligger i Silicon Valley i byen Cupertino, Californien.

* Apple er grundlagt 1. april 1976, og det primære forretningsområde er it-produkter som Macintosh - computeren, MP3-afspilleren iPod, mobiltelefonen iPhone og iPad.

* Grundlæggerne er Steve Jobs, der døde i 2011, Ronald Wayne, Steve Wozniak.

I 1976 arbejdede Steve Jobs på en gård i Oregon, og det inspirerede ham til at give virksomheden navnet Apple (æble).

* Mellem 1997 og 2011 blev Apple ledet af Steve Jobs, der ellers måtte forlade Apple helt tilbage i 1985 efter interne magtkampe i bestyrelsen.

* Steve Jobs vendte tilbage i 1996, da Apple opkøbte it-virksomheden Next, som Jobs havde stiftet kort efter sin afgang fra Apple i 1985.

24. august 2011 gav Jobs posten som leder til Tim Cook. Steve Jobs fortsatte som bestyrelsesformand, men den 5. oktober 2011 døde han af kræft.

* Det var Steve Jobs, der præsenterede verden for iPod, iPad og iPhone. Produkter, som har gjort Apple til en af de mest lukrative forretninger i verden.

* Virksomheden er også kendt for sit design af hard- og software. Under ledelse af designer Jonathan Ive har Apples designafdeling designet iMac-, Powerbook- og iBook-computere, der alle er blandt de mange Appleprodukter, der har vundet designpriser.

* Flere Appleprodukter er udstillet på Museum of Modern Art i New York.

* Apple havde i oktober 2014 en værdi på over 100 milliarder dollar (over 585 milliarder kroner) og ligger sammen med søgemaskinen Google i toppen på listen over verdens bedste brands, fastslår konsulenthuset Interbrand.

På førstepladsen er Apple steget 21 procent i værdi i det seneste år til anslået 118,9 milliarder dollar (695 milliarder kroner).

Kilder: Apple, Ritzau

/ritzau/