FAKTA: Balladen om de kystnære vindmøller

Skrevet af admin

03/08/2016

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen fastslog i foråret, at den danske PSO-afgift var traktatstridig. PSO-afgiften opkræves som en afgift over forbrugeres og virksomheders elregning.

Med den afgørelse satte EU-Kommissionen gang i et større politisk slagsmål om, hvordan pengene til vedvarende energi så skal komme ind.

PSO står for Public Service Obligation, det vil sige offentlige forpligtelser.

* Pengene fra PSO går til tilskud og forskning i vedvarende energi som vindkraft, kraftvarme og solceller. Afgiften er ulovlig, fordi alle virksomheder skal betale den, mens kun de danske får gavn af støtten.

* PSO-afgiften er firedoblet siden 2006. Da et bredt flertal i Folketinget i 2012 indgik det nuværende energiforlig, som rækker frem til 2020, havde man regnet med, at PSO-afgiften i år ville blive på 3,5 milliarder kroner. I stedet bliver den på over otte milliarder kroner.

Det skyldes dels udbygningen med havmøller, dels de meget lave elpriser. Hver gang elprisen falder med to øre, stiger PSO'en med én øre, da støtten skal kompensere producenterne af vedvarende energi.

* Regeringen ønsker at gøre det hul, der skal fyldes efter den manglende PSO, mindre, blandt andet ved at droppe de kystnære havvindmøller. Det vil frem mod 2035 spare statskassen for otte milliarder kroner, lyder beregningerne.

* Det støtter Dansk Folkeparti, mens de øvrige partier i energiforliget har vendt tommelfingeren ned.

* Energiforliget fra 2012 omfatter alle partier i Folketinget, undtagen Liberal Alliance og Alternativet.

* Udbuddet af kystnære havvindmøller er på samlet set 350 megawatt.

* Der var i første omgang udpeget seks forskellige mulige lokaliteter til parkerne: Sejrøbugten, et område ved Bornholm, et område ved Sæby, et område i Smålandsfarvandet og to steder ud for den jyske vestkyst. Sejrøbugten er siden droppet på grund af en bestand af sortænder.

Kilder: Ritzau, Energistyrelsen, Politiken

/ritzau/