FAKTA: Blå bog om Julia Timosjenko

Ukraines fængslede tidligere premierminister Julia Timosjenko står til at blive løsladt, rapporterer BBC.

Løsladelsen kommer efter det ukrainske parlament med 322 stemmer ud af 450 har vedtaget, at den fængslede oppositionspolitiker Julia Timosjenko skal løslades.

Timosjenko blev i 2011 idømt syv års fængsel for embedsforsømmelse, mens hun var Ukraines premierminister.

* Julia Timosjenko er født den 27. november 1960 i byen Dnipropetrosk i det russisktalende østlige Ukraine.

* Hun er uddannet økonom og har skrevet op mod 50 videnskabelige afhandlinger om økonomi og skat.

*Hun gik ind i erhvervslivet i begyndelsen af 1990'erne i videobranchen, men skiftede hurtigt til energisektoren, hvor hun opbyggede en milliardformue som ejer af et gasfirma.

* Timosjenko debuterede som politiker og energiminister i 2000, hvor hun reformerede energisektoren. Da hun kom for tæt på rige oligarker med gode forbindelser til den daværende præsident Leonid Kutjma, blev hun fyret.

* Hun blev berømt som en af to ledere for Orangerevolutionen i 2004, hvor hundredtusinder blokerede hovedstaden Kijev og tvang et omvalg til præsidentposten igennem, efter at den nuværende præsident Viktor Janukovitj havde fusket sig til en sejr over den anden orangeleder, Viktor Jusjtjenko.

* Timosjenko, der fletter sit lyse hår i en traditionel krans på hovedet, har været premierminister to gange, i 2005 og i 2007.

* Ved præsidentvalget i februar 2010 tabte hun snævert til Janukovitj, der siden da har forfulgt hende via retssystemet.

* I 2011 blev hun kendt skyldig i magtmisbrug og sendt syv år i fængsel, hvor hun behandles dårligt og er blevet overfaldet af fængselsbetjente, selv om hun er svækket og har problemer med ryggen.

Kilde: BBC og Ritzau

/ritzau/

Dagens Gossip