FAKTA: Blå bog om Oleksandr Turchynov

Skrevet af admin

24/02/2014

Mest læste i dag

Ukraines parlament udpegede søndag Oleksander Turtjinov som midlertidig præsident. Turtjinov, der er formand for parlamentet, skal sidde på posten indtil landet skal vælge ny præsident i maj.

Han har i årevis været en loyal støtte for tidligere premierminister Julia Timosjenko og stammer som hende fra byen Dnipropetrosk i det russisktalende østlige Ukraine.

* Turtjinov, der er født i 1964, studerede til ingeniør og blev involveret i politik som medlem af Komsomol - ungdomsorganisationen for Sovjetunionens kommunistiske parti.

* Han bliver senere chef for et af Ukraines første selvstændige nyhedsbureauer. Kort tid før Sovjetunionens kollaps opretter han en politisk tænketank.

* I 1993 er han økonomisk rådgiver for daværende premierminister, og senere præsident, Leonid Kutjma. Samme år er Oleksander Turtjinov med til at stifte centrum-venstre-partiet Hromada.

* I 1998 bliver han første gang valgt til parlamentet.

* I 1999 bliver Hromada-partiet opløst, og Turtjinov stifter Fædrelandspartiet sammen med Julia Timosjenko.

* I 2005 udnævnes han til chef for Ukraines sikkerhedstjeneste SBU. Året før er Julia Timosjenko for første gang blevet valgt som premierminister.

* Oleksander Turtjinov mister jobbet som leder af af sikkerhedstjenesten efter bare syv måneder. I 2007 vender han tilbage til politik som vicepremierminister i Julia Timosjenkos anden regeringsperiode, der varer indtil 2010.

* Ved siden af sit politiske arbejde har han skabt sig et navn som forfatter med fokus på temaer som korruption, den sorte økonomi og totalitarisme.

* I 2008 bliver en film baseret på en af Turtjinovs romaner valgt som Ukraines bidrag til Oscar-uddelingerne i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Kilder: BBC og AFP

/ritzau/