FAKTA: Bliv klogere på valget i Thailand

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

Søndag blev der holdt parlamentsvalget i Thailand, men det gik ikke fredeligt for sig.

Regeringskritiske modstandere demonstrerede i gaderne og forsøgte at forhindre thailændere i at komme til stemmeurnerne.

Her kan du få svar på nogle centrale spørgsmål om urolighederne i Thailand.

* Hvorfor holder Thailand valg?

En stor del af Thailands befolkning er utilfreds med den siddende regering, hvor Yingluck Shinawatra er premierminister.

Urolighederne i gaderne og de voldsomme demonstrationer den seneste tid har fået den kvindelige premierminister til at udskrive valg med håbet om at lægge en dæmper på protesterne.

Oppositionspartiet Demokraterne valgte at boykotte valget for at støtte op om demonstranterne.

* Hvad demonstrerer oprørerne imod?

Demonstrationerne bunder i en politisk strid, som for alvor brød ud i oktober. Her foreslog regeringen amnesti for personer, der har begået politiske lovbrud.

Forslaget ville give tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, den nuværende premierministers bror, mulighed for at vende tilbage fra sit eksil uden at skulle afsone sin dom.

Thaksin Shinawatra blev styrtet ved et militærkup i 2006 og idømt fængsel for magtmisbrug og korruption.

* Hvad kræver demonstranterne?

Demonstranterne ledes af den tidligere vicepremierminister Suthep Thaugsuban, der kræver, at regeringen træder tilbage.

Oprørerne krævede, at valget blev udskudt et år, og at man oprettede et såkaldt folkeråd, som skulle forhindre korruption i regeringen. Et sådant råd skulle ikke vælges af befolkningen.

Det er folk fra forskellige grupper, som protesterer mod den siddende regering. Det er både de regeringskritiske "Gul-skjorter", støtter af Demokraterne og andre folk, der er imod Thaksin-klanen.

* Hvad er de mulige scenarier?

1. Protesterne falder til ro.

En sejr til Yingluck Shinawatra kan tage luften ud af demonstrationerne. Oprørerne pakker blokaderne sammen eller bliver tvunget til det af myndighederne.

2. Urolighederne fortsætter.

Efter at have haft rimelig succes med at forstyrre valget, vil demonstranterne fortsætte deres oprør. Voldelige sammenstød mod andre grupper kan opstå.

3. Myndighederne griber ind.

Forfatningsdomstolen vil muligvis annullere valget efter klager fra oppositionen. Yingluck er ved at blive undersøgt af et anti-korruptionspanel for embedsmisbrug. Bliver hun fundet skyldig, vil der blive rejst en sag mod hende.

4. Militærkup

Militærledere har gentagne gange afvist planer om at kuppe magten igen. Et militærkup kan dog være den sidste udvej, hvis urolighederne og volden i gaderne bliver ved.

Kilde: AFP

/ritzau/