FAKTA: Danmarks militære indsats i Irak og Syrien

Skrevet af admin

23/06/2016

Dagens topnyheder

Regeringen fik tidligere på året opbakning fra et flertal i Folketinget til at udvide mandatet for den danske mission mod Islamisk Stat til ikke kun at omfatte Irak, men også Syrien.

Samtidig er dansk F-16-kampfly efter en pause nu igen på vingerne for at bombe Islamisk Stat.

Her kan du blive klogere på den militære indsats:

* Det samlede militære bidrag i indsatsen mod IS lyder på knap 400 mand, og dermed vil Danmark ligge i toppen af de 66 bidragende lande i koalitionen, når man måler bidrag per indbygger.

* Prisen ligger på omkring 300 millioner kroner.

* Bidraget omfatter en specialstyrke på omkring 60 mand, som indledningsvis skal træne, rådgive og støtte irakiske styrker. De er udsendt 12 måneder. Pris: Cirka 55 millioner kroner.

* Fire F-16-kampfly - samt tre i logistisk reserve. De er nu indsat i operationer over både Irak og Syrien de næste seks måneder. Bidraget ventes at omfatte omkring 110 personer. Flyene skal anvendes til kampoperationer samt overvågning og informationsindsamling. Pris: Cirka 220 millioner kroner.

* Et Hercules-transportfly indsættes i hele operationsområdet i op til seks måneder. Det ventes at omfatte omkring 60 personer. Transportflyet skal primært anvendes som støtte til den internationale koalitions specialopgaver. Pris: Cirka 30 millioner kroner.

* Danmark bidrager allerede med en mobil radar på Al Asad-luftbasen i Irak og Al Dhafra-luftbasen i De Forenede Arabiske Emirater, hvortil omkring 30 mand er afsat.

* Desuden er der indsat omkring 120 personer til træning af de irakiske styrker på Al Asad-luftbasen. De har indtil videre uddannet 3500 irakiske soldater samt 600 kurdiske peshmergaer.

Kilde: Forsvarsministeriet og beslutningsforslaget om indsatsen.

/ritzau/