FAKTA: Dansk grænsekontrol kan vare op til to år

Skrevet af admin

12/05/2016

Mest læste i dag

Danmark har torsdag fået grønt lys til yderligere et halvt års midlertidig grænsekontrol ved grænsen til Tyskland og i færgehavne.

Den danske grænsekontrol startede 4. januar 2016 som reaktion på en større strøm af flygtninge fra krigsramte lande. Også Sverige, Norge, Tyskland og Østrig har indført midlertidig grænsekontrol på grund af flygtningesituationen.

EU's Schengengrænsekodeks bestemmer, hvordan og hvornår medlemslande må lave midlertidig kontrol ved grænser til andre Schengen-lande.

* Formålet med Schengen-samarbejdet er at kontrollere de ydre grænser og have fri bevægelighed over indre grænser mellem lande.

* Et medlemsland kan undtagelsesvis indføre grænsekontrol, hvis der er en "alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed". Landet skal vurdere, om kontrollen er "en passende reaktion" og rimelig i forhold til truslen.

* Grænsekontrol er en "sidste udvej", og et land skal hurtigst muligt fortælle de andre lande, EU-Kommissionen og Europaparlamentet om grundene bag, hvor og hvordan der kontrolleres, og hvor længe det vil vare.

* Den undtagelsesvise kontrol kan først indføres i 30 dage. Perioden kan forlænges flere gange op til højst seks måneder. Hvis der er "ekstraordinære omstændigheder", kan kontrollen dog forlænges midlertidigt op til to år.

* En forlængelse til to år kræver, at "området uden kontrol ved de indre grænser er truet på grund af vedvarende alvorlige mangler" ved Schengen-områdets ydre grænser. Det skal samtidig være "en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed".

Kilder: Schengengrænsekodekset, EU-Kommissionen, Ritzau.

/ritzau/