FAKTA: De to demokratiske præsidentkandidater

Skrevet af admin

04/05/2016

Dagens topnyheder

To personer dyster om at blive Demokraternes bud på, hvem der skal afløse Barack Obama i Det Hvide Hus næste år.

Bliv lidt klogere på dem her:

* Hillary Clinton, 68 år.

Den tidligere udenrigsminister i præsident Barack Obamas regering og forhenværende senator i New York fører kapløbet om at blive den demokratiske præsidentkandidat.

Hun er yderligere vant til at have sin daglige gang i Det Hvide Hus, da hun er gift med tidligere præsident Bill Clinton og derfor var USA's førstedame i otte år - fra 1993 til 2001.

* Bernie Sanders, 74 år.

Sanders er senator fra Vermont og tidligere borgmester i Burlington, Vermont. Han har tidligere betegnet sig selv som demokratisk socialist med den skandinaviske velfærdsstat som forbillede og har gjort sig populær blandt unge vælgere.

Samtidig har han udmærket sig ved, at hans kampagne i stor stil er finansieret af mange mindre beløb frem for kæmpedonationer, der normalt ses i den amerikanske valgkamp.

Kilder: The New York Times, The Washington Post.

/ritzau/