Tirsdag ved middagstid kolliderede to passagertog på en ensporet strækning mellem byerne Corato og Andria i det sydlige Italien. De to tog kolliderede hoved mod hoved i en frontal kollision. Mindst 10 personer er omkommet.
Her følger en oversigt over store jernbaneulykker i Europa det seneste årti:
* Juni 2016, Belgien: Et passagertog og et godstog kører sammen vest for Liège. Tre personer omkommer, mens ni bliver kvæstet.
* Februar 2016, Tyskland: To passagertog kolliderer sydøst for München. 11 bliver dræbt. Omkring 100 kommer til skade.
* November 2015, Frankrig: Et højhastighedstog, TGV, forulykker på en testrute på strækningen mellem den franske hovedstad, Paris, og byen Strasbourg nær den tyske grænse. 11 mennesker, der var ansat ved et fransk jernbaneselskab, mister livet.
* Juli 2013, Spanien: Knap 80 personer bliver dræbt og omkring 140 kvæstet, da et tog i en kurve bliver afsporet tre kilometer uden for Santiago de Compostela.
* Juli 2013, Frankrig: Syv personer mister livet ved en togulykke omkring 25 kilometer syd for Paris. Omkring 200 bliver kvæstet.
* April 2012, Tyskland: Et regionaltog på vej fra Frankfurt kolliderer med et køretøj til jernbanevedligeholdelse på et spor. Cirka 15 bliver kvæstet, og tre personer mister livet.
* Marts 2012, Polen: Et frontalt sammenstød mellem to passagertog koster 16 mennesker livet. 58 bliver kvæstet.
* Januar 2011, Tyskland: Et godstog og et passagertog kolliderer, og ti mennesker bliver dræbt. 23 personer meldes kvæstet.
* April 2010, Italien: Et passagertog bliver delvist afsporet, efter det bliver ramt af et jordskred. Ni mennesker mister livet.
* Februar 2010, Belgien: 20 personer omkommer, da to tog i snevejr kolliderer ved en landsby tæt på Halle. Flere end 150 bliver kvæstet.
* Juni 2009, Italien: En eksplosion på et passerende godstog antænder brande i de omkringliggende boliger i kystbyen Viareggio. 32 mister livet.
* Oktober 2008, Ungarn: Fire mister livet, og knap 30 bliver kvæstet, da to passagertog kolliderer nær Budapest.
* Oktober 2006, Frankrig: Et passagertog og et godstog kører frontalt sammen tæt på grænsen til Luxembourg. Fem mennesker dør. 20 bliver kvæstet.
* September 2006, Tyskland: 23 bliver dræbt, da et førerløst magnettog på en testbane med cirka 200 kilometer i timen rammer ind i en arbejdsvogn.
* August 2006, Spanien: Et langdistancetog med for høj hastighed kører af sporet ved byen Villada. Ulykken koster seks mennesker livet. 36 bliver kvæstet.
* Juli 2006, Spanien: 41 bliver dræbt, da et metrotog bliver afsporet og vælter rundt i en tunnel tæt på en station i Valencia.
* Januar 2006, Montenegro: Et fyldt passagertog bliver afsporet og styrter i en kløft. 46 personer dør og omkring 180 bliver kvæstet.
Kilder: BBC, Reuters, CNN
/ritzau/