FAKTA: De største bombeangreb i Tyrkiet siden 2006

Skrevet af admin

17/02/2016

Dagens topnyheder

Allerede i år har to bombeangreb ramt tyrkiske byer. Onsdag aften er mindst 28 dræbt, efter at en bombe eksploderede i hovedstaden Ankara. 45 meldes såret.

Få et overblik over de største bombeangreb i Tyrkiet siden 2006:

* 17. februar 2016 blev mindst 28 dræbt i det centrale Ankara, da et køretøj ladet med eksplosiver sprang i luften ved siden af en militærbus, der holdt og ventede for rødt lys.

* 12. januar 2016 blev mindst ti tyske turister dræbt og 16 mennesker såret, efter at en syrisk selvmordsbomber sprængte sig selv i luften Sultanahmet-kvarteret i centrum af Istanbul.

* 10. oktober 2015 dræbte to selvmordsbombere 103 mennesker midt i en prokurdisk demonstration ved Ankaras hovedbanegård.Mere end 500 blev såret ved angrebet.

* 20. juli 2015 blev 34 mennesker dræbt og omkring 100 såret i et selvmordsangreb i den kurdisk-kontrollerede by Suruc nær den syriske grænse.

* 11. maj 2013 blev 52 mennesker dræbt af to bilbomber i Reyhanli nær den syriske grænse.

* 11. februar 2013 blev 17 mennesker dræbt, da en syrisk minibus eksploderede i Reynhal.

* 27. juli 2008 sprang to bomber i Istanbul. 17 mennesker døde og 115 blev såret.

* 12. september 2006 døde ti mennesker herunder børn i et kraftfuldt bombeangreb i Diyarbakir, der er den største by i den sydøstlige del af Tyrkiet, der hovedsagligt er kurdisk.

/ritzau/