FAKTA: Den formodede piratbagmand og hans bande

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Piratbanden Somali Marines menes stiftet af Mohamed Ali Hassan, også kendt under navnet Big Mouth.

* Big Mouth blev sammen med sin formodede medsammensvorne, piraten Mohamed Aden "Tiiceey" anholdt af belgiske politiagenter i Bruxelles den 12. oktober 2013 og varetægtsfængslet.

* Det var udsigten til at få sit liv skildret i en "dokumentarfilm", der lokkede den formodede piratbagmand til Bruxelles.

* I 2007 bekræftede den kenyanske ekspert i sørøveri ved Afrikas Horn, Andrew Mwangura, overfor Ritzau, at det med stor sandsynlighed var Somali Marines, som stod bag bortførelsen af det danske skib Danica White og dets fem danske besætningsmedlemmer.

* Også det danske internationale efterretningsfirma Risk Intelligence med speciale i blandt andet somalisk pirateri har bekræftet den mulige forbindelse mellem Big Mouth og kapringen af den danske coaster.

* Danica White og de fem danske søfolk var kapret og taget til fange i 83 dage, inden de blev sat fri for en løsesum på omkring fire millioner kroner.

* FN's overvågningsgruppe for Somalia har i en omfattende rapport fra 2006 beskrevet Somali Marines som en velordnet flåde af trænede soldater med avancerede våben og med aldeles sødygtige skibe.

* FN har peget på, at banden havde kommandocentraler på landjorden, hvor de ved hjælp af højteknologisk radio- og navigationsudstyr styrede slagets gang til søs. Der var også ubekræftede forlydender om, at banden havde efterretningsnetværk dybt ind de lande, som deres søgående ofre kommer fra.

* Banden opererede hovedsageligt i området omkring den somaliske by Haradhere. Det skønnes, at Big Mouth har masser af skibskapringer på samvittigheden og har tjent masser af millioner dollar på kapringerne og gidseltagningerne.

* De somaliske myndigheder udstyrede i 2008 Big Mouth med diplomatpas, der gjorde, at han kunne rejse til blandt andet Indien, hvor han opholdt sig en tid omkring årsskiftet 2008/2009, og hvorfra han stadig drev sin lukrative kriminelle piratforretning.

* Dansk politi åbner efterforskningen af den mere end seks år gamle kapring af coasteren Danica White.

* Mellem 2007 og 2013 har i alt 15 danske søfolk og lystsejlere været gidsler hos somaliske pirater, der har kidnappet og kapret deres skibe. Endnu er ingen pirater blevet straffet for forbrydelserne.

Kilde: FN og Risk Intelligence.

/ritzau/