Eurozonens finansministre er fredag endnu en gang samlet til møde om Grækenlands gældskrise.
Her er et overblik over den seneste halvanden uges begivenheder:
* Onsdag 11. februar
Eurogruppens 19 finansministre mødes i Bruxelles til et ekstraordinært møde med henblik på at lave en køreplan for eurogruppens videre håndtering af sagen.
Målet er ikke en endelig aftale, men primært blot at forankre løsningen i eurogruppen, så sagen holdes væk fra næste dags EU-topmøde.
Mødet ender uden resultat.
* Torsdag 12. februar
Premierminister Alexis Tsipras og eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, aftaler at bede tekniske eksperter fra EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond lave sammenlignende studier af det eksisterende hjælpeprogram og Tsipras' ønskeliste.
Tsipras mødes bagefter med resten af EU's regerings- og statschefer til topmøde, hvor Grækenland kun bliver diskuteret ganske kort.
* Mandag 16. februar
Eurogruppen holder sit ordinære månedlige møde i Bruxelles. Mødet slutter kort efter, at den græske regering har udsendt en erklæring, der kalder eurogruppens seneste løsningsforslag om at forlænge det eksisterende program "absurd og uacceptabelt".
* Torsdag 19. februar
Den græske regering ansøger formelt eurogruppen om forlængelse af landets lånepakke. Det er uklart, i hvor høj grad Grækenland også vil opfylde de medfølgende betingelser. Tyskland afviser hurtigt det græske oplæg.
* Fredag 20. februar
Eurozonens 19 finansministre mødes for tredje gang på halvanden uge.
* Lørdag 28. februar
Grækenlands nuværende hjælpepakke udløber. Hvis den skal forlænges, skal parlamenterne i mindst tre andre eurolande - Tyskland, Holland og Finland - forinden nå at godkende det.
/ritzau/