FAKTA: Der er homo-forbud i mange afrikanske lande

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Mandag underskrev Ugandas præsident, Yoweri Museveni, den omstridte anti-homolov, der kan give homoseksuelle i landet fængsel på livstid.

Lovgivningen i mange andre afrikanske lande forbyder eller undertrykker også homoseksualitet - dog med Sydafrika som en markant undtagelse. Herunder et overblik over gældende love m.m.:

Nigeria: Homoseksualitet er forbudt, og en ny lov giver fængsel på op til 14 år til homoseksuelle, der lever sammen. Det kan give op til 10 års fængsel, hvis et homoseksuelt par offentligt viser deres følelser.

Cameroon: Homoseksuelle relationer kan straffes med op til fem års fængsel.

Gambia: Straframme for homoseksualitet er på 14 års fængsel for både mænd og kvinder.

Senegal: Enhver, der findes skyldig i "upassende eller unaturlige handlinger" kan straffes med op til fem års fængsel.

Tunesien: Homoseksualitet kan straffes med op til tre års fængsel.

Marokko: Homoseksualitet kan straffes med op til tre års fængsel, men det bliver i praksis tolereret inden for visse rammer.

Algeriet: Straframmen er to år, men det er sjældent, at nogen bliver tiltalt.

Zimbabwe: Præsident Robert Mugabe er kendt for at have sagt, at bøsser og lesbiske er "værre end hunde og svin." Men en aktivistgruppe for bøsser og lesbiske er lovlig i Zimbabwe, og store partier arbejder på få ændret forfatning og lovgivning.

Malawi: I november 2012 blev den gældende lovgivning med straffe på op til 14 års fængsel suspenderet, og en ny - formentligt mere lempelig - lovgivning er på vej.

Sydafrika har siden 1994 haft en af verdens mest liberale lovgivninger, der forbyder enhver diskrimination ud fra seksuel orientering.

/ritzau/AFP