FAKTA: Der ryger en manager om måneden i Premier League

Skrevet af admin

11/03/2016

Mest læste i dag

En lang række managers er i denne sæson blevet fyret i den bedste engelske fodboldrække Premier League.

Fredag forlod den sjette manager posten før tid, da nedrykningstruede Newcastle fyrede Steve McClaren og ansatte spanieren Rafael Benitez.

Ud over Newcastle har Liverpool, Chelsea, Aston Villa og Swansea fyret en manager, mens hollænderen Dick Advocaat selv har kvittet sit job i Sunderland.

Premier League-sæsonen gik i gang i august, hvilket betyder, at ligaen næsten har mistet en manager i gennemsnit om måneden siden turneringsstarten for syv måneder siden.

Disse managers har forladt Premier League i denne sæson:

* Dick Advocaat: Hollænderen kvittede jobbet 4. oktober på grund af klubbens manglende investeringer i truppen. På det tidspunkt lå Sunderland under nedrykningsstregen efter otte kampe uden sejr.

* Brendan Rodgers: Liverpool fyrede manageren i oktober efter en uafgjort kamp mod lokalrivalerne fra Everton. Rodgers var tæt på at føre Liverpool til det engelske mesterskab i 2014, men herefter gik det ned ad bakke for nordireren.

* Tim Sherwood: Aston Villa blev fyret 25. oktober efter et nederlag til Swansea. Det var holdets sjette nederlag i træk, hvilket efterlod Jores Okores klub på sidstepladsen.

Sherwood blev ansat i februar 2015 og styrede klubben væk fra en faretruende nedrykning i sin første sæson.

* Garry Monk: Swansea fyrede Michael Laudrups afløser 9. december efter blot en enkelt sejr i 12 liga- og pokalkampe. Fyringen kom efter et 0-3-nederlag til Leicester med Kasper Schmeichel i målet.

* José Mourinho: I sidste sæson førte portugiseren Chelsea frem til mesterskabet, men 17. december slap tålmodigheden alligevel op med Mourinho efter en skidt start på sæsonen. Desuden var der knas i forholdet mellem Mourinho og spillertruppen.

* Steve McClaren: Newcastle fyrede den tidligere landstræner for England efter tre nederlag i træk i ligaen. Senest tabte Newcastle 1-3 på hjemmebane til Bournemouth.

Kilder: AFP

/ritzau/