FAKTA: Derfor demonstreres i Ukraine

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

* Protesterne i Ukraine begyndte i hovedstaden Kijev 23. november 2013.

* Demonstranterne er rasende over, at præsident Viktor Janukovitj har vendt en samarbejdsaftale med EU ryggen for i stedet at underskrive en handelsaftale med Rusland.

* Årsagen til den politiske kovending er blevet heftigt diskuteret - ikke mindst i Kijev, hvor demonstrationer af flere omgange har taget til i omfang. Tirsdag meldes ni dræbt.

* De ukrainske ledere sagde, at økonomisk krise og politisk usikkerhed havde fået dem til at udskyde handelspagten med EU. Samtidig har de været udsat for pres fra Rusland.

* Formentlig var det ikke kun russisk pres, der førte til den nye kurs, da der også er stærke grupper i Ukraine, som er tøvende over for politisk modernisering og omfattende reformer.

* De første protester havde udspring fra Kijevs frihedsplads, der går under navnet Maidan. Derfor kaldes de EU-venlige demonstranter for "Euromaidan".

* Protesterne har dog senere spredt sig fra Ukraines hovedstad til store dele af især de vestlige og EU-venlige regioner.

* Flere gange har EU forsøgt at bringe den to måneder lange krise til ophør, men uden resultat.

* Lederen af Ukraines største oppositionsparti, Arsenij Jatsenjuk, har tidligere efterspurgt "en Marshallplan" - en henvisning til USA's økonomiske hjælpeprogram til Europa efter Anden Verdenskrig - af EU og Unionens internationale allierede.

Kilde: DPA, AFP og Reuters.

/ritzau/