FAKTA: Derfor er en udenrigspolitisk udredning nødvendig

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Tirsdag udpegede regeringen formelt ambassadør Peter Taksøe-Jensen til at stå bag en udredning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I kommissoriet er nævnt otte centrale udviklingstræk, der har betydning for Danmark og som nødvendiggør en sådan granskning.

De er som følger:

* Globale magtforskydninger, der gradvist flytter økonomisk, politisk og militær magt til nye aktører og centre – ikke mindst i Asien. Den udvikling åbner for nytænkning og nye indflydelsesmuligheder for Danmark.

* Ny vækst i Europa og USA, som vil åbne muligheder på traditionelle markeder.

* Den stigende migration mod Europa fra svage og ustabile stater i Afrika og Mellemøsten. Kombinationen af svage stater og ustabilitet i regionen fører ikke alene til migration, men skaber også plads til, at terror og organiseret kriminalitet får lov at udvikle sig.

* Konflikterne og den tiltagende voldelige ekstremisme i Mellemøsten og Nordafrika, som har kastet regionen ud i kaos, og som skaber grobund for yderligere ekstremisme.

* Konflikten mellem Rusland og Ukraine, som er udtryk for nye geopolitiske spændinger i Danmarks nærområde. Ruslands ageren kan føre til fornyet ustabilitet i Europa og underminere den etablerede europæiske sikkerhedsarkitektur.

* Den stigende økonomiske og sikkerhedspolitiske betydning af udviklingen i Arktis. Der er brug for et fortsat tæt samarbejde i kongeriget om Arktis og om det internationale arbejde.

* Udviklingen i verdens fattige lande med nye aktører, nye magtstrukturer, nye skrøbeligheder, men også nye vækstmuligheder.

* Nye trusler og den globale udvikling, som skaber behov for et fortsat stærkt transatlantisk samarbejde samt en øget fokusering i lyset af den stigende efterspørgsel på Forsvarets kapaciteter til international og national opgaveløsning, herunder bl.a. i Arktis og i relation til cyberområdet.

Kilde: Statsministeriet

/ritzau/