FAKTA: Derfor er kommuner under økonomisk pres

Skrevet af admin

14/01/2016

Dagens topnyheder

Landets 98 kommuner føler sig udfordret på økonomien som aldrig før.

Opgaven med at huse og integrere de mange nye flygtninge trækker tænder ud, og samtidig skal kommunerne skære på budgetterne og aflevere penge til det såkaldte omprioriteringsbidrag.

* Omprioriteringsbidraget blev indført af regeringen under økonomiforhandlingerne med Kommunernes Landsforening i sommeren 2015.

* Bidraget betyder, at kommunerne skal skære én procent af de kommunale budgetter til omprioriteringsbidraget i årene 2016 til 2019.

* Meningen er, at midlerne skal udmøntes til prioriterede indsatser.

* Kommunernes beregninger viser, at kommunernes såkaldte serviceramme sænkes med 2,4 milliarder kroner i 2017, med 4,7 milliarder kroner i 2018 og over syv milliarder kroner i 2019.

* Det kommer til at gå ud over velfærden til borgerne, lyder det fra kommunerne.

* Et flertal på Christiansborg - bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti - har i forbindelse med finanslovaftalen for 2016 aftalt at stemme for omprioriteringsbidraget.

Kilder: Finansministeriet og Kommunernes Landsforening (KL)

/ritzau/