FAKTA: Derfor går mænd ikke til lægen

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Mænd får ikke taget sig sammen til et besøg hos lægen. Faktisk går mændene 30 procent mindre til de praktiserende læger, end kvinder gør, fortæller Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.

De har interviewet 50 mænd fra fem virksomheder (Vestas, Arla, Alfa Laval, City Renovation og Stiholt), et jobcenter i København, et boligsocialt kvarter i Aarhus og Mænds Mødesteder i Stevns og Aarhus for at få svar på, hvad der afholder mændene.

Her er interviewundersøgelsens hovedkonklusioner:

* Mange mænd har haft negative oplevelser i mødet med sundhedsvæsenet. De oplever ikke, at de kommer ud med den hjælp, som de havde håbet at finde.

* Flere mænd synes, tiden er for kort. Og det er svært, at man kun må tage et problem op per lægebesøg.

* Flere mænd synes, at der er mange barrierer i forhold til at komme til lægen. De finder åbningstiderne udfordrende, at det er vanskeligt at gå til læge i arbejdstiden – og svært at sygemelde sig på arbejdet.

* Flere udtrykker, at de oplever modstand fra enten lægen eller sekretæren - oplever at være til besvær og blive afvist, når de henvender sig.

* Kommunikationen og rammerne for konsultationen er udfordrende for mange af mændene og flere føler sig ikke imødekommet, eller de oplever sig direkte afvist, når de vil have en tid hos lægen.

* Mange mænd taler ikke om sundhed og helbred med deres kolleger og familier – de mangler erfaringer fra samspil med sundhedsvæsnet og dermed et sprog til dialog med blandt andre lægen.

* Mange mænd siger, at de har brug for "et los i røven", eller måske et kærligt skub fra konen.

* En del mænd i undersøgelsen lægger vægt på at være stærke og at kunne klare sig selv. Hvis de skal til lægen, vil de endelig ikke virke pylrede. Der skal virkelig være noget alvorligt galt – "at der er et eller andet, der er ved at falde af", som flere af dem siger.

* Nogle mænd fortæller om at have søgt læge for at få hjælp til psykiske problemer, men at de aldrig nåede at komme frem til problemet, da tiden var for kort.

Kilder: Forum for Mænds Sundhed

/ritzau/