FAKTA: Derfor kan Roskilde Bank-aktionærer få erstatning

Skrevet af admin

24/02/2014

Mest læste i dag

Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet indgik i december 2013 et forlig om erstatning til udvalgte aktionærer i Roskilde Bank. Her er hovedpunkterne i aftalen:

* Forliget omfatter kunder i Roskilde Bank, som har købt aktier i forbindelse med to specifikke markedsføringskampagner.

* Kampagnerne løb fra den 11. august til den 17. september 2006 og fra den 12. marts til den 8. april 2007.

* I forbindelse med disse kampagner har Forbrugerombudsmanden vurderet, at banken havde "et særligt aggressivt salg af sine egne aktier uden at have givet tilstrækkelig rådgivning til kunderne". Det er i strid med reglerne om god skik for finansielle virksomheder.

* Forseelsen gør Roskilde Bank, som nu er overtaget af det statslige selskab Finansiel Stabilitet, erstatningspligtig, vurderer forligsparterne. De berørte aktionærer tilbydes derfor en erstatning på 60 procent af deres nettotab.

* I forbindelse med kampagnerne blev udsendt breve til godt 28.000 privatkunder og solgt aktier for omkring 370 millioner kroner.

* Finansiel Stabilitet er nået frem til, at 17.000 tidligere aktionærer har ret til erstatning som følge af forliget, hvis de har tabt penge på aktiekøbet. De vil få et brev med posten fra Finansiel Stabilitet med tilbud om erstatning.

* Forliget undtager bankens ledende medarbejdere, kunderådgivere og andre personer med en særlig viden om bankens forhold eller risikoen ved at købe aktier i Roskilde Bank.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

/ritzau/