FAKTA: Derfor kom Eurovision til at koste hoveder

* Formanden for bestyrelsen i Wonderful Copenhagen Michael Metz Mørch, har valgt at trække sig som følge af sagen om store underskud i det projektselskab, ESC14, der stod for afholdelsen af forårets store europæiske sangkonkurrence Eurovision.

* Tidligere er underdirektør i Wonderful Copenhagen og direktør i projektselskabet, Martin Bender, blevet fyret som følge af sagen.

* Eurovision kom til at koste 77,4 millioner kroner mere end budgetteret. Det viser en redegørelse, som selskabet bag Eurovision, Projektselskabet ESC 2014, tidligere har fremlagt.

* 34,6 millioner havde man oprindeligt budgetteret med, men Eurovision kom til at koste hele 112 millioner. Showet blev altså tre gange så dyrt som beregnet.

* Eurovision blev holdt i de gamle B&W-haller, som ligger på Refshaleøen i København. Inden showet skulle hallerne bygges om. Det var dette byggeri, der fik budgettet til at skride.

* 18 millioner kroner havde man regnet med, at ombygningen ville koste. Det endte med at koste næsten 90 millioner.

* Det skyldes blandt andet, at tre bærende søjler i hallerne skulle rives ned, for at DR kunne lave panoramaoptagelser ud over publikum. Efter showet skulle søjlerne bygges op igen. Og det blev langt dyrere, end man havde forventet.

* For at få plads til DR's scenedesign måtte der bygges et teltområde uden for hallerne. De ændrede planer resulterede i et byggesagsgebyr, og teltområdet kom til at koste ekstra i varme og rengøring. Ovenikøbet blev teltene raseret af stormen Carl.

* Desuden modsatte fagforeningerne sig, at projektselskabet, som man havde regnet med, kunne benytte frivillig arbejdskraft til byggeriet. Derfor kom der uforudsete udgifter til løn.

* Mens DR havde ansvaret for selve showet, stod Region Hovedstaden, Københavns Kommune, REDA og Wonderful Copenhagen bag projektselskabet.

Kilde: Wonderful Copenhagen

Dagens Gossip