FAKTA: Derfor sætter demonstranter ild i gaderne i Kijev

Skrevet af admin

21/02/2014

Dagens topnyheder

* Inden for de seneste måneder er urolighederne i Ukraine blusset op, og de seneste dage har blodige opgør mellem kampklædt politi og demonstranter kostet mindst 75 personer livet.

* Demonstranterne kræver præsident Viktor Janukovitjs afgang, efter at han i november 2013 skrottede en handels- og associationsaftale med EU til fordel for en handelsaftale med Rusland, der har tilbudt lån og gunstige betingelser for leverancer af gas og olie.

* De første protester havde udspring fra hovedstaden Kijevs uafhængighedsplads, der går under navnet Maidan. Derfor kaldes de EU-venlige demonstranter for "Euromaidan".

* I januar stod Janukovitj bag en kontroversiel lov, der gjorde det yderst vanskeligt at afvikle større demonstrationer ved et forbud mod at opstille telte og brug af højttalere på offentlige pladser. Det har været med til at opildne demonstranterne.

* Senere ophævede Ukraines parlament dog de ni kontroversielle love, der indeholdt demonstrationsforbuddet.

* Janukovitj bliver beskyldt for at tilgodese sine venner og Ukraines industrifyrster, som består af blandt andre hans søn og andre magtfulde mænd.

* Protesterne er senest begyndt at sprede sig fra Kijev til store dele af især de vestlige og EU-venlige regioner.

* Ukraine er reelt delt i to, og Kijev har gennem historien flere gange været vidne til massedemonstrationer.

* Opdelingen er i et europæisk-orienteret område mod vest og et russisk-orienteret område mod sydøst.

* Janukovitj, der kommer fra Donetsk mod øst, fik stor opbakning blandt vælgerne i sydøst ved præsidentvalget i 2010.

Kilder: AFP, dpa og Reuters.

/ritzau/