FAKTA: Derfor taler Løkke som en af de første i FN

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fredag eftermiddag som en af de første talt til FN's særtopmøde i New York, der skal vedtage 17 nye mål for bæredygtig global udvikling.

Lars Løkke Rasmussen er inviteret til at tale og præsidere ved topmødet, fordi Danmark i år har formandskabet for FN's Generalforsamling.

Den socialdemokratiske tidligere formand for Folketinget Mogens Lykketoft blev tidligere i år udnævnt til den prestigefyldte post som formand for FN's 70. generalforsamling.

Løkkes særlige rolle fremgår af vedtægterne for særtopmødet, hvor der blandt andet står:

- Grundet topmødets vigtighed inviteres statsoverhovedet fra landet, der har formandskabet for generalforsamlingens 69. session og stats- eller regeringslederen fra landet, der har formandskabet for generalforsamlingens 70. session, til i fællesskab at præsidere over topmødet.

Det er første gang nogensinde, at Danmark har haft en formand for FN's Generalforsamling. Det er derfor også første gang, en dansk statsminister er med til at åbne topmødet.

Kilde: FN

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV