FAKTA: Det betyder forvaring

En 34-årig mand er torsdag idømt forvaring, som er en af de hårdeste straffe i Danmark.

Københavns Byret har blandt andet dømt manden for at udøve vold mod en 23-årig kvinde, forsøge at voldtage hende og slå hende ihjel ved i december sidste år at kaste hende i Københavns Havn.

Læs her, hvad forvaring er:

* Sammen med fængsel på livstid er forvaring den eneste sanktion i dansk strafferet uden tidsbegrænsning.

* Modsat en anbringelsesdom, som gives til sindssyge kriminelle, er forvaringsdømte egnede til at afsone i et fængsel.

* Afsoningen foregår i Anstalten ved Herstedvester.

* Kun personer, som dømmes for personfarlig kriminalitet og seksualforbrydelser, og som regnes for at være farlige, hvis de er på fri fod, kan idømmes forvaring.

* Efter fem års forvaring - og siden en gang om året - har anstalten pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte.

* Rigsadvokaten har pligt til at sikre, at en forvaringsdømt ikke sidder længere end nødvendigt, men det er op til retten at bestemme, om den dømte kan prøveudskrives, det vil sige løslades.

* Inden der sker prøveudskrivning, vil der i reglen være et længere forløb, hvor den dømte først får ledsaget udgang og siden får lov til at forlade fængslet på egen hånd.

* For at opnå de friheder kan Kriminalforsorgen stille en række betingelser, for eksempel at den dømte skal behandles med medicin, som hæmmer produktion af testosteron og sænker kønsdriften.

* Gennemsnitligt set svarer tidsforløbet omkring det at få bevilget udgang for en forvaringsdømt til, hvis der var tale om en tidsudmålt fængselsstraf på mindst 12 års fængsel.

Kilder: Fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, Anstalten ved Herstedvester, og Rigsadvokaten.

/ritzau/

Dagens Gossip