FAKTA: Det betyder transportøransvar

Skrevet af admin

06/01/2016

Dagens topnyheder

Danmark er parat til at indføre transportøransvar, hvis man skønner, det er nødvendigt.

Det har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) gjort klart for EU-Kommissionen og nabolandene Sverige og Tyskland på et møde i Bruxelles.

* Et flertal i Folketinget vedtog en lov om det såkaldte transportøransvar i december.

* Det skal sikre, at trafikoperatører - som eksempel tog-, bus- og færgeselskaber - der fragter passagerer på tværs af de danske grænser, kontrollerer "rejselegitimation og visum" for udlændinge under midlertidig grænsekontrol.

* Transporterer operatørerne passagerer uden legitimation og visum til Danmark fra et andet Schengen-land, skal de kunne straffes.

* Transportøransvar gælder også i Norge og Sverige.

* Forslaget om transportøransvar blev hastebehandlet og vedtaget af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og SF stemte imod.

Kilde: Skriftlig fremsættelse af L 74

/ritzau/